Vil du hjælpe mig?

Jeg er god til at bede om hjælp. Det synes jeg i hvert fald selv at jeg er, men det bliver jeg også lidt nødt til at være. Mit handicap er nemlig godt skjult. Så det er virkelig svært – eller nærmest umuligt for folk at gætte hvad jeg har brug for, og hvornår. Hvis jeg manglede et ben ville de fleste, eller mange i hvert fald, spørge om jeg skulle have en hånd op ad trappen. Men jeg mangler ikke et ben og mit ’handicap’ er både usynligt og udefinerbart og det er ikke altid, at jeg har brug for hjælp. Nogle gange kan jeg sagtens klare ’trappen’ selv – andre gange skal jeg have hjælp allerede efter første trin.

Med årene er Åge blev god til helt nøgternt at spørge ”hvad har du brug for?” i stedet for at gætte i øst og vest, og så alligevel ikke ramme rigtigt. Ved at spørge ”hvad har du brug for” tilbyder han sin hjælp, og jeg kan selv definere hvad jeg gerne vil have hjælp til netop idag. Nogle gange er et kram nok, andre gange letter det hvis han kan ligge Mini A i seng.

Jeg har også altid været åben omkring min sygdom, hvilket gør det lettere for mig at bede om hjælp, og gør forståelsen større. Igen; manglede jeg et ben ville alle være bekendt med mit handicap fra starten af, hvorimod jeg i mit tilfælde selv bliver nødt til at gøre opmærksom på hvori min begrænsninger ligger. Det gælder i øvrigt både privat og på arbejdet.