✕

En god weekend

img_3385

Jeg vil gerne det hele – og helst ikke gå glip af noget. Men faktum er også, at jeg har behov for at hvile i weekenden. Så jeg planlægger aldrig selv mere i løbet af en weekend, end jeg ved at jeg har kræfter til at nyde. Hvis jeg har ekstra overskud kan vi lave noget spontant men som udgangspunkt, planlægger jeg også tid hvor vi ikke skal noget – hver weekend.

Det hele er jo et prioriterings spørgsmål, men jeg er blevet god til at balancere at få set både venner og familie og stadig have tid til mig selv – og min familie. Synes jeg selv i hvert fald. En god weekend for mig er en, hvor jeg er social, men ikke mere end at jeg har mindst en af hver af følgende “uden planer”:

  • En aften
  • En morgen
  • En middag

Dvs. enten fredag eller lørdag aften skal helst være uden planer, ligeså skal vi helst have enten en lørdag eller en søndag formiddag med tid til at slaske, slappe, drikke kaffe (Åge og jeg), lege (Mini A) og være i nattøj til kl. 11 (os alle tre).

Det er jo ikke altid, at det lykkedes med at få det hele til at gå op i en højere enhed, men jeg prøver, og det er trods alt sjældent, at jeg lige frem siger “nej tak” til en invitation, til fordel for at hvile, men det er da sket en gang eller to. Fordi jeg så slet ikke ville kunne nyde noget af det, som jeg skulle, og fordi det aller vigtigste trods alt er mit helbred.

img_2604

Skriv en kommentar
Prioritet af kræfter
Emilie
Se indlæg

Man kan hvad man vil

img_1442

Forleden oplevede jeg at blive et år ældre. Jeg bliver både glad og stolt,  når jeg bliver ældre fordi det ikke er givet. Folk med min sygdom kan være mere eller mindre hårdt ramt, og det er heller ikke alle, der får Diabetes oveni. Så en del af grunden til, at jeg er blevet så gammel, som jeg trods alt er, og stadig har det godt, er selvfølgelig held.

Men jeg vil også gerne selv tage en (stor) del af æren. Jeg har altid taget min sygdom og min behandling seriøst, og før jeg selv kunne, var det mine forældre, der tog min sygdom og min behandling seriøst. Selv ikke i teenageårene gjorde jeg oprør ved at springe min behandling over. Og nu her som voksen gør jeg meget ud af at tage min behandling og passe på min selv. Jeg forsøger at lytte til min krop og give den lige dele hvile og træning. Jeg fokuserer på min kost både pga. min diabetes og for at holde vægten, men jeg forsøger også bare helt generelt at få så god en næring som muligt. Sidst men ikke mindst, så prøver jeg på at være glad og positiv, det er det aller vigtigste for et godt helbred synes jeg – men det er også til tider noget af det sværeste. Overordnet set vil jeg gerne leve et aktivt liv, hvor der er plads til min sygdom, men hvor den samtidig ikke fylder alt.

Jeg tror på, at man et langt stykke hen ad vejen er sin egen lykkes smed, og at man ved vedvarende hårdt arbejde opnå resultater. ’Man kan hvad man vil’ har alle dage været mit motto, og nogle ting skal jeg virkelig kæmpe for (en god karakter i matematik), mens andre ting kommer lettere til mig (planlægning). Dermed ikke sagt, at folk der ikke klarer det så godt som mig, har gjort det dårligt. Vi har alle forskelligt udgangspunkt og vilkår. Men min oplevelse er, at man kan flytte sig, uanset hvor man står, hvis man virkelig vil og kæmper for det.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Skriv en kommentar
Positiv
Emilie
Se indlæg

Money money money

cimg2252Ud over kaffe, er der en anden ting, der også fylder en del i mit budget, og det er mit helbred. Jeg har valgt at prioritere en del af mit budget på at vedligeholde min krop, om man så må sige. I den forbindelse er der tre ting, som
jeg bruger penge på:

  1. Mad
  2. Træning/ min krop
  3. Behandlingsudstyr

Jeg skal – i perioder i hvert fald – passe på ikke at blive for tynd, så det er vigtigt at jeg spiser ofte og ’rigtigt’. Jeg kunne selvfølgelig have en rugbrøds-klapper i tasken altid, men her har jeg valgt, at det ofte er OK at købe noget mad på farten. Fordi det er lettere for mig at spise, hvis jeg synes at det jeg spiser er lækkert.

Jeg har i mange år haft et medlemskab i et fitness-center. Regner man det ud i timeprisen er det ikke en god forretning, og der er også andre centre, der er billigere end det jeg er medlem af. Men de ligger også længere væk. Træning er vigtigt for min krop og dermed mit helbred, så det skal gøres så let som muligt for mig at træne. En anden ting, som jeg gør for at passe på min krop er, at jeg får massage. Jeg har god effekt af fysiurgisk massage, så det prøver jeg at få jævnligt. I perioder går jeg også hos en osteopat, som dog så kommer i stedet for massage.

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne have det bedste behandlingsudstyr/ medicin. Jeg har derfor i perioder selv betalt den insulin, som jeg mente var bedst, selvom det ikke var den, som jeg kunne få tilskud til. Sidste sommer betalte jeg selv remedier til at måle mit blodsukker mens jeg kæmpede for at få bevilling på det bedste måleudstyr, og jeg køber også selv nogle af de piller jeg får, da jeg kun kan få tilskud til en tygge-version, som jeg simpelthen ikke kan få ned.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Skriv en kommentar
Sygdom
Emilie
Se indlæg

Vil du komme til middag?

Jeg kan som udgangspunkt rigtig godt lide at have gæster til middag, eller bare gæster generelt. Men jeg synes også, at det kan være ’hårdt arbejde’ både at lave mad, dække bord, servicere undervejs og være social. Jeg vælger altid at prioritere det at være social højest, da det for mig er vigtigere end at servietterne er foldet smukt og at pastaen er hjemmelavet.

Bevares, jeg gad da godt det hele, og jeg nyder også lækker mad. Men for at jeg har kræfter til det hele, og ikke enten halvvejs gennem middagen (eller hvad det nu er jeg holder) går helt død og bare glæder mig til at gæsterne går, eller bare er så stresset, at jeg ikke kan hygge mig, ja så tænker jeg altid i overskuelig mad. Enten noget nemt, noget der kan laves dagen før, noget halvfabrikata eller min hof-ret: tapas.

Der bliver joket med, at man altid skal ‘lave maden selv’, når man er til middag hos mig, fordi jeg mange gange har serveret tapas, eller måske nærmere ost-og-pølse-bord. Men ved at servere dét, så føler jeg, at jeg serverer noget lækkert samtidig med, at jeg ikke skal bruge mange timer i køkkenet. En dessert, som jeg også ofte tyer til er tiramisu, da den kan, og helst skal, laves dagen før. Brunch hos mig er også altid uden æg og bacon, da det skal laves lige før eller nærmest samtidig med at gæsterne kommer. Igen vil jeg hellere prioritere at have overskud til at tale med dem, som jeg har inviteret og ikke stresse, end at bruge al den energi, som jeg ejer og har på maden – især når jeg nu synes, at der er så mange gode løsninger på retter, der er lækre, nemme og som ikke kræver lige så meget af mig som f.eks. æg og bacon.

En anden løsning kunne selvfølgelig også være at bede om hjælp, men der sætter jeg en ære i at klare det selv, når det nu rent faktisk kan lade sig gøre. Hvis bare jeg tænker mig lidt om og har fokus på ikke at ’over do it’, og på at servere noget let og (synes jeg) lækkert, så kan jeg sagtens have 15 til middag.

img_2245 img_0759

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Skriv en kommentar
Effektiv Prioritet af kræfter
Emilie
Se indlæg

33 år i dag

img_3135-1

I dag har jeg fødselsdag. I dag bliver jeg 33 år. Jeg bryder mig ikke synderligt meget om ‘mig-i-centrum-delen’ af at have fødselsdag, til gengæld kan jeg godt lide at blive et år ældre. At have klaret endnu et år med godt helbred forstås. I dag for 33 år siden blev jeg født, haste-flyttet med blå blink fra Gentofte Hospital til Rigshospitalet, akut opereret bare 4 timer gammel og alt var kaos og mit liv meget skrøbeligt. I dag er alt godt. Det er en god dag og jeg skal fejre den med min lille familie på en café i nærheden.

Da jeg blev 30 år, var der mange der spurgte ’hvordan jeg havde det med det’, og helt ærligt, var jeg allermest bare skide stolt og glad over at have nået den milepæl, som jeg følte det var. Jeg skulle jo være blevet 18 år ca., så det føltes lidt som snyd – på den gode måde – at jeg nu er 33 år. Samme følelse som andre ville have det, hvis de blev 153 år forestiller jeg mig. Jeg har en dejlig mand, verdens smukkeste og sødeste datter og et så godt helbred, at det endnu ikke rigtig begrænser mig i de ting, som jeg gerne vil.

33 år er helt udmærket!

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
6 kommentarer
Positiv
Emilie
Se indlæg