En hård dag

I dag har været en af de dage, hvor jeg skulle grave dybt for at finde de tre gode ting.

Oven på en uge med sygdom (Åge) og manglende overskud (Mini A) var jeg træt da weekenden kom. Det var bare som om at weekenden ikke gav det overskud, som jeg havde håbet på.

Det er som om hele Danmark er syge og forkølede med hoste, feber og snot for tiden. Jeg havde lidt naivt håbet på, at jeg kunne slippe ved at holde mig i behørig afstand fra – ja, alle (f.eks. har Åge sovet på sofaen et par nætter i et forsøg på ikke at smitte mig). Men så heldig skulle jeg ikke være. Så natten til søndag begyndt jeg så at hoste. Søndag var vi til fødselsdag hele dagen, så vi var ikke så sultne til aftensmad. Jeg spiste så bare en ostemad og drak en kop te. Dét kunne mit blodsukker ikke lide og farrede i vejret. Jeg tog lidt insulin inden natten og lagde mig ned i et forsøg på at sove. Det tog lidt tid pga. hosten, men det lykkedes.

Kl. 03.05 vågnede jeg så, rystende og med lavt blodsukker, så jeg drak en juice, og spiste en portion Havrefras, og gik så i seng igen. Indtil kl 05:30 lykkedes det mig sådan nogenlunde at holde hosten nede, men kl. 5:30 gik den ikke længere og jeg opgav at sove mere og hostede i stedet. Man skulle tro at en nat fra helvede var nok, men kl. 6:30 fik jeg mavekramper og de fortsatte og fortsatte. Jeg håbede hele tiden at det ville gå over, så jeg tog en rolig morgen, fik kæmpet mig i regnen og med mavesmerter op og aflevere Mini A og var egentlig på vej på arbejde. Men kl 9:20 var der ikke udsigt til bedring, så jeg kapitulerede, vendte om og cyklede hjem i seng igen.

Først omkring kl. 11 fortog smerterne sig. Men der var min krop så træt, afkræftet og dehydreret at jeg blev i sengen stort set resten af dagen.

I dag har været en rigtig øv-dag og en ærgerlig start på en ny uge. Men i morgen bliver bedre (hey – den kan umuligt blive værre!) og det lykkedes mig trods alt at finde tre gode ting.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

I lidt over 6 måneder har jeg blogget her inde på mestudaflivet.dk. Jeg nyder at skrive, at få sat ord på alt det jeg ’bare’ gør, at reflektere over et (mit) liv med to kroniske sygdomme – og at der er nogen der gider at følge med. Til gengæld har der også – fra day one – være problemer med at dem der gerne vil have mails når der er nye indlæg, ikke får det. Jeg har derfor lavet et åben profil på Instagram som I kan følge, og hvor jeg (næsten…) hver gang vil give besked når der er et nyt indlæg.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

I løbet af en uge er der fem hverdage og ’kun’ to fridage, der er altså flere hverdage end weekend-dage. Alligevel er det mit indtryk at mange bruger ugen på at glæde sig til weekend – mig selv inklusive.

For et par år siden besluttede jeg mig for at prøve at lave dét om, fordi der ER flere hverdage, og fordi jeg synes, at det var spild af liv at bruge 71% af ugen på at glæde sig til de sidste 29%. Bl.a. fandt jeg ud af, at en god morgenmad gjorde en forskel for mig. Hvis jeg f.eks. får et blødkogt æg og en skive rugbrød til morgenmad en onsdag, så føltes det lidt som en ekstra luksus – og næsten (næsten) som en weekend morgen for mig. En Gin & Tonic en helt almindelig tirsdag aften kan også give mig følelsen af ’ferie på en hverdag’. Jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg elsker hverdagen. Desværre. Men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg savner den efter en ferie.

Det fede ved hverdagen er nemlig rutinerne synes jeg. At noget bare kører uden at jeg behøver at tænke. Min sygdom og mit blodsukker holder også af hverdagen og fylder faktisk mindre i hverdagen end de gør i weekender og ferie. Jeg elsker ferie og weekend, men jeg bruger også flere kræfter på at passe på mit blodsukker og på at huske at tage min medicin. Især i ferierne hvor man jo tit spiser anderledes (og bedre?:-)) end i hverdagen, drømmer jeg mig nogle gange tilbage til hverdagen, hvor jeg ikke skal tænke helt så meget. Og ferie med hverdags-rutiner er bare ikke helt det samme vel? Men hverdag med ferie-rutiner er helt okay, hvis I spørger mig.

Wienerbrød holder! Hvor mærkeligt det end lyder er wienerbrød godt for mit blodsukker – eller det er I hvert fald meget nemmere at styre end alt andet kage. Der er jo masser af sukker i det meste wienerbrød, gerne i form af remonce. Men der er også smør. Masser af smør, og det er dét der gør at det stort set ikke påvirker blodsukkeret, når jeg spiser wienerbrød. Smørret lægger sig nemlig, som en kapsel om sukkeret og resulterer i at sukkeret ikke rigtig når blodet.

Før jeg fik sukkersyge synes jeg croissanter, snegle osv. var okay, men det var aldrig mit første valg. Jeg kan stadig godt lide kage, men jeg har det fint med en chokolade-croissant i stedet for et stykke drømmekage, og med tanke på hvor meget lettere det er for mig at styre mit blodsukker med en croissant, så er det altså tit dét valget falder på. Hvis man spiser snegle er det dog vigtigt, at det er dem der er lavet på wienerbrødsdej og ikke på bolledel. Der er ikke nok smør i bolledej til at smør-tricket virker. En anden løsning der påvirker blodsukkeret lidt mere, men stadig mindre end andre kage-valg, er brownie. I ved, en af dem der stort set kun er lavet af sukker, smør, æg og chokolade.

Læs evt. tidligere indlæg om stabilt blodukker: #1 #2 #3 #4 #5 #6

HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

For mig er der altid en dag i morgen. Det er der selvfølgelig for de fleste mennesker, og heldigvis for det da, men jeg bliver nødt til at prioritere og planlægge mine kræfter i morgen, idag. Jeg kan ikke bare tage i morgen i morgen og idag idag. For hvis jeg bruger mange kræfter idag er der færre til i morgen.

Der er noget helt lavpraktisk i, at jeg skal relativt tidligt op for at få taget min medicin. Relativt tidligt er ikke kl. 7, men det nytter ikke at sove til kl. 11 og så først komme op og igang kl. 12. For det første får jeg lavt morgen-blodsukker langt før kl. 11, for det andet skal der helst gå et par timer mellem min morgen- og aften-medicin, så jeg skal op og igang. Derfor går jeg meget sjældent, meget sent i seng, og jeg drikker mig ikke fuld. Det kræver mere af mig at passe min behandling med tømmermænd end det kræver af mig at undgå at blive fuld. Det er alt sammen et trade-off, en vurdering af hvad der er mest vigtigt for mig. Og min behandling kommer altid i første række. Altid!

Men det gælder ikke kun tømmermænd, som jeg har skrevet om her, så planlægger jeg mine kræfter og mine weekender, sådan at jeg kan bruge for mange kræfter en dag hvis det er nødvendigt. Så ved jeg bare at jeg har færre næste dag. Det kræver også nogle gange meget af mig at være sammen med andre mennesker, og at skulle navigere min sukkersyge i dét, så dagen efter et heldagsarrangement er jeg også brugt, og har brug for at slappe af.

I det daglige har jeg lært hele tiden at vurdere mine kræfter, og jeg er blevet god til at mærke efter, hvornår jeg skal sige fra. Men jeg ville også lyve hvis jeg ikke en gang i mellem ville ønske at jeg kunne tage i morgen, i morgen.

Against all odds

Jeg skulle være blevet max 18 år. Det var i hvert fald hvad mine forældre fik at vide da jeg blev født for 33 år siden. Men jeg er her endnu. Jeg har taget en længere videregående uddannelse, jeg er mor, gift, arbejder fuld tid og lever i det hele taget et ret normalt liv. Man kan ikke umiddelbart se på mig at jeg er syg, og jeg føler mig rask det meste af tiden. På andre tidspunkter er mit liv en kamp for at leve dét normale liv jeg gerne vil, og for at få det hele med. Modsat andre er hver fødselsdag en sejr, en milepæl – en stor dag. Velkommen til min blog om et liv med en kronisk sygdom, og om at få det hele med.

Følg mig på Instragram

Hverdag vs. Weekend

Stabilt blodsukker #7: Wienerbrød

Der er altid en dag i morgen

Om bloggen

Against all odds