Kære alle der læser med her
Med dette korte indlæg vil jeg bare sige god jul og tak! 1000 tak for at I læser med her på min blog, det betyder rigtig meget for mig. Og så vil jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, og et godt nytår. Dette er årets sidste indlæg, og så vender jeg stærkt tilbage i 2018.
Sidst, men ikke mindst, kan jeg som opfølgning på indlægget om da nissen sov længe bare sige: det virkede!
Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Mini A er vokset op med at mor skal tage medicin. Hun er også vokset op med, at det ikke er til diskussion, det er hendes lod i livet og hendes ‘konkurrent’ til mors opmærksomhed. Fra hun var 24 timer gammel har jeg to gange om dagen skulle inhalere (ja, jeg sprang over den nat jeg var i fødsel, og den morgen Mini A blev født – to gange i træk sprang jeg over, det er ikke sket hverken før eller siden). Det tager tid at inhalere, men vi har med årene formået at gøre det til en hyggestund, og til en luksus at mor er bundet til sofaen 2 x 20 min hver dag. Når mor inhalerer må Mini A nemlig se iPad, eller vi spiller et spil. Om morgenen sidder der en lille varm krop helt op ad mig, under en dyne, og vågner langsomt, mens hun ser iPad eller Ramasjang. Det er – bilder jeg mig ind – de færreste mødre, der har tid til dét hver morgen. Men jeg nyder det, i den grad. Faktisk er vi nået dertil at Mini A bliver sur, hvis jeg om morgenen når at inhalere inden hun er vågnet, eller hvis jeg først gør det, når hun er gået i seng. Det er også noget, som hun plager om at jeg skal (dog mest fordi hun så må tænde iPad’en eller TV’et). Når det nu ikke kan være anderledes, er jeg glad for at vi trods alt kan få det bedste ud af det, og at den tid på dagen er noget, som vi begge nyder.
Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)
Jeg er god til at bede om hjælp. Det synes jeg i hvert fald selv at jeg er, men det bliver jeg også lidt nødt til at være. Mit handicap er nemlig godt skjult. Så det er virkelig svært – eller nærmest umuligt for folk at gætte hvad jeg har brug for, og hvornår. Hvis jeg manglede et ben ville de fleste, eller mange i hvert fald, spørge om jeg skulle have en hånd op ad trappen. Men jeg mangler ikke et ben og mit ’handicap’ er både usynligt og udefinerbart og det er ikke altid, at jeg har brug for hjælp. Nogle gange kan jeg sagtens klare ’trappen’ selv – andre gange skal jeg have hjælp allerede efter første trin.
Med årene er Åge blev god til helt nøgternt at spørge ”hvad har du brug for?” i stedet for at gætte i øst og vest, og så alligevel ikke ramme rigtigt. Ved at spørge ”hvad har du brug for” tilbyder han sin hjælp, og jeg kan selv definere hvad jeg gerne vil have hjælp til netop idag. Nogle gange er et kram nok, andre gange letter det hvis han kan ligge Mini A i seng.
Jeg har også altid været åben omkring min sygdom, hvilket gør det lettere for mig at bede om hjælp, og gør forståelsen større. Igen; manglede jeg et ben ville alle være bekendt med mit handicap fra starten af, hvorimod jeg i mit tilfælde selv bliver nødt til at gøre opmærksom på hvori min begrænsninger ligger. Det gælder i øvrigt både privat og på arbejdet.
Der var en gang en mandag morgen for to år siden. Vi sad og spiste morgenmad og pludselig, ud af det blå, siger Åge, at han afholder workshops for mellem 30 og 50 mennesker hver dag hele ugen. Så han kan hverken hente eller aflevere Mini A den uge. Bom. Han mente bestemt, at han havde nævnt det. Jeg mente bestemt, at jeg aldrig havde hørt om det. Men der var jo ikke andet at gøre end at jeg rykkede et par møder, tilkaldte et par bedsteforældre og Mini A kom både i børnehave hver morgen og blev hentet hver eftermiddag hele ugen.
Men jeg synes hverken, at det var optimalt eller sjovt at starte mandag morgen sådan. Så siden den dag har vi hver søndag lavet ugeplan. Rullende 14-dages planlægning nærmere betegnet. Så hver søndag taler vi de næste 14 dage igennem vha. en ugekalender fra Flying Tiger (se billede ovenfor). Hvem henter? Hvem afleverer? Har vi brug for hjælp til noget? Hvad skal vi i weekenden? Har Mini A nogen planer eller legeaftaler? Og har vi eventuelt huller, som vi kan fylde ud med besøg hos/ besøg af nogle venner. Det fungerer rigtig rigtig godt for os, og er nu blevet en fast rutine, en god vane, og en god måde at forberede ugen på.
Der er jo mange ting, som jeg pga. min sukkersyge ikke spiser. Men der er altså også mange ting, som jeg rent faktisk spiser, og som jeg aktivt vælger til. Jeg kan ikke klare mig uden insulin, men jeg prøver at hjælpe min diabetes lidt på vej ved at tænke (meget) over hvad jeg spiser.
Nogle af de ting, som jeg aktivt vælger til er især fuldkorn – i alle afskygninger. Det er jo ikke på den måde sundere eller mindre kalorie-rigt, men det er med til at stabilisere blodsukkeret – og det er dét, som jeg går efter i et forsøg på ikke at blive bodsukker-sulten. Så fuldkorn, fuldkorn, fuldkorn. I brød, ris (når jeg en sjælden gang spiser det), pasta, pizza, pitabrød, digestive, morgenmadsprodukter, kammerjunker – ja alt hvad der kan fås med fuldkorn køber jeg. Jeg har da også planer om snart at prøve fuldkorns-æbleskiver, som jeg har set man kan få. Og helt ærligt, så er det et sted, hvor jeg ikke føler, at jeg vælger noget godt fra. Jeg kan f.eks. oprigtigt bedre lide fuldkornspasta end almindelig pasta, så det gør mig ikke noget at skulle vælge fuldkorn.
Knækbrød er også godt, de har for det meste et høj fiberindhold, smager godt og mætter.
Til morgenmad vælger jeg ofte skyr, chiagrød eller A38, da jeg nogle dage kan spise dét helt uden at skulle tage insulin, oveni synes jeg, at det kan holde mig mæt helt til frokost. Ovenpå hælder jeg en eller anden form for granola, men uden for meget sukker i selvfølgelig.
Hvis jeg har brug for lidt sødt, spiser jeg chokolade eller diverse former for dadel-konfekt. Jeg synes, at der er kommet mange lækre varianter med f.eks. lakrids, og jeg har også er par opskrifter, som jeg tyer til en gang i mellem.
Spelt. Hvis jeg f.eks. bager boller til morgenmad i weekenden, så bruger jeg altid speltmel i stedet for hvedemel. Det er bedre for mit blodsukker, og man kan stadig få fornemmelsen af ”hvide boller”, som jeg godt kan lide. Pandekager, vafler og kager laver jeg også gerne på speltmel (primært fordi det er dét mel vi har herhjemme).
HUSK: Jeg er hverken diætist eller læge, alt dette beror på egne erfaringer.
