Der er altid en dag i morgen

Der er noget helt lavpraktisk i, at jeg skal relativt tidligt op for at få taget min medicin. Relativt tidligt er ikke kl. 7, men det nytter ikke at sove til kl. 11 og så først komme op og igang kl. 12. For det første får jeg lavt morgen-blodsukker langt før kl. 11, for det andet skal der helst gå et par timer mellem min morgen- og aften-medicin, så jeg skal op og igang. Derfor går jeg meget sjældent, meget sent i seng, og jeg drikker mig ikke fuld. Det kræver mere af mig at passe min behandling med tømmermænd end det kræver af mig at undgå at blive fuld. Det er alt sammen et trade-off, en vurdering af hvad der er mest vigtigt for mig. Og min behandling kommer altid i første række. Altid!

Men det gælder ikke kun tømmermænd, som jeg har skrevet om her, så planlægger jeg mine kræfter og mine weekender, sådan at jeg kan bruge for mange kræfter en dag hvis det er nødvendigt. Så ved jeg bare at jeg har færre næste dag. Det kræver også nogle gange meget af mig at være sammen med andre mennesker, og at skulle navigere min sukkersyge i dét, så dagen efter et heldagsarrangement er jeg også brugt, og har brug for at slappe af.

I det daglige har jeg lært hele tiden at vurdere mine kræfter, og jeg er blevet god til at mærke efter, hvornår jeg skal sige fra. Men jeg ville også lyve hvis jeg ikke en gang i mellem ville ønske at jeg kunne tage i morgen, i morgen.