Når jeg er alene hjemme

Normalt har vi herhjemme en helt helt fast morgenrutine. Åge og jeg står op samtidig, han går så i bad og dækker derefter morgenbord og laver kaffe (jep, jeg får kaffen serveret hver eneste morgen). I mellemtiden får jeg taget min morgen-medicin, som tager ca. 20 min. – mere om det senere. Vi er så klar til at spise siddende morgenmad sammen alle tre. Herefter hjælper Åge mini A i tøjet, mens jeg tager ud af bordet, reder seng og bliver selv klar; tøj, make-up osv. Vi følges ad ned til cyklerne og så afleverer enten Åge eller jeg mini A i børnehave.

Når Åge så er ude at rejse, enten med arbejdet eller på en forlænget weekend med vennerne, så står jeg jo alene med morgen-rutinen. Min medicin skal jeg jo tage, det kan ikke diskuteres. Og det er også vigtigt for mig, at jeg gør mit til at vi får en så hyggelig og rolig start på dagen som muligt. Så når jeg er alene, så tyer jeg til et trick min farmor altid brugte, når vi var hele familien på ferie hos dem i Ålborg: jeg dækker morgenbord om aftenen. Det lyder som en lille bitte ting, og det er det vel egentlig også, men det redder min morgen, når jeg er alene, at jeg ved at dét er gjort. Især fordi det jo ikke er en ting jeg plejer at skulle nå om morgenen. Så skal jeg ’bare’ tage medicin, lave kaffe, have mini A op, spise morgenmad, rydde af bordet, have os begge i tøjet og ud af døren.

Jeg har erfaret, at der nogle gange – både på godt og på ondt – ikke skal så meget til før, at noget bliver uoverskueligt eller som i dette tilfælde det modsatte. Det handler om at identificere hvad det er for en ting der skal/ kan ændres, for at en situation går fra at blive uoverskuelig til overskuelig. At identificere præcis hvad det er der skal ændres er noget jeg øver mig på, og er blevet bedre til. Om morgnen skal der altså ikke mere til end, at jeg dækker bord om aftenen, og det er faktisk ret billigt sluppet synes jeg.