Om at få sukkersyge når man mindst venter det – idag for 13 år siden

D. 24. april 2005 synes jeg godt nok, at jeg blev lidt underlig i kroppen under sukkerbelastningen, men ikke noget, som jeg tænkte mere over. Set i bagspejlet kan jeg også se, at jeg har haft små tegn i tiden op til – f.eks. en konstant sult. Men jeg var ikke forberedt på det chok det var, ikke bare at skulle hjem da testen var slut, men i stedet at få en akut tid på diabetesafdelingen. Jeg blev bedt om at gå derover med det samme! Jeg var alene til tjek og skulle derfor fortsætte alene, men så snart jeg kom udenfor de automatiske døre ringede jeg til min far..og hulkede! Jeg græd faktisk så meget at han måtte bede mig om at lægge på, trække vejret og så ringe op igen. Han kunne absolut intet forstå af det jeg prøvede at fremstamme. Så jeg ringede igen og forklarede og han kom med det samme. Jeg kan intet huske fra konsultationen med diabeteslægen, men jeg blev bedt om at måle blodsukker og fik til at starte med bare en smule langtidsvirkede insulin. Jeg kan dog huske at min far aflyste endnu et møde sådan, at vi kunne spise frokost på Victor sammen. Jeg kan også huske en måling i Fælledparken nogle dage efter. Jeg havde købt en iskaffe, og havde, efter at jeg havde drukket den, et blodsukker på 18. Jeg sendte en SMS til min far og spurgte om det var højt eller lavt. Blodsukkeret må max være på 10, så det er ret højt…

Jeg husker også,  at jeg havde mareridt om, at jeg spiste en vingummi og blev meget syg af det. Jeg husker også at jeg i et helt år efter havde meget let til tårer. Til gengæld husker jeg også at Åge kort tid efter, at vi havde mødt hinanden i november 2005, var meget forundret over, at jeg kun havde haft sukkersyge nogle måneder – jeg virkede så hjemmevandt i det. Det var jeg jo på sin vis også, det var i hvert fald ikke nyt for mig at fejle noget. Idag kan jeg se, at det første år var hårdt, men jeg ved også at jeg ikke bliver meget syg af en enkelt vingummi. Og jeg ved med sikkerhed at alt nok skal gå.