Kan man sige noget godt om noget dårligt?

Om at acceptere tingene, som de nu en gang er

img_2390Nogle gange synes jeg det kan være svært at acceptere noget, som ikke er som man ønsker det skal være – men som man samtidig ikke kan lave om på.

Der var en gang en bekendt, der sammenlignede mig med en bil, der skulle til service. Jeg kommer bare til service flere gange om måneden i stedet for en enkelt gang om året, så – som han sagde med et smil på læben – “jeg kender ingen der får så mange servicetjek som dig“. For nogle år siden var jeg irriteret hver gang jeg skulle til lægen. Fordi jeg synes det tog unødvendigt meget tid, og der var altid noget ekstra jeg skulle. Normalt går jeg til kontrol en gang om måneden, men det er bare ikke gjort med det. Der er altid noget ekstra, nogle ting skal måske kun tjekkes en gang om året – men hvis der er 12 af dem, er det jo én ekstra ting hver evig eneste måned. Jeg blev sur og irriteret hver gang, der var noget ekstra, fordi jeg jo forventede, at der kun skulle være én ting om måneden og ikke to, eller tre eller fire eller fem. Jeg forventede også at en kontrol på Riget skulle tage 1 time og ikke en ½ dag. Virkeligheden var dog at der 75% af gangene var der noget ekstra, eller kontrollen tog mere end den forventede time. Så i 75% af tilfældene blev jeg sur og irriteret – og resten af tiden var jeg bare tilfreds, men jeg blev aldrig positivt overrasket – kun negativt overrasket. Med årene har jeg lært at vende den om (og ja, det har vitterlig taget år). Nu forventer jeg, at jeg skal se flere læger hver måned, og at det ofte tager ½ dag. Resultatet er, at jeg nu faktisk ender med at blive positivt overrasket og glad 25% af gangene – og de resterende 75% er jo bare standard og ikke noget jeg så bliver hverken sur eller irriteret over.

I øjeblikket arbejder jeg med at vende dét at sove hele natten om også. Hvis jeg forventer, at jeg skal sove hele natten, hver nat, bliver jeg alt for skuffet alt for tit, da der er så mange faktorer, der kan ødelægge min søvn. Det er som sagt en længere proces, men jeg arbejder på at vende den om, og blive positivt overrasket hvis jeg har sovet godt. Sådan at jeg får lidt samme følelse, som første gang ens lille baby sover hele natten; hvor det kommer uventet og man bliver glad og overrasket. 

Man kan bruge den teknik på mange ting, synes jeg, også mindre ting, hvor fokus er på at blive glædeligt overrasket frem for sur og tvær. Hvis man f.eks. kører i bil til arbejde hver dag og hver dag bliver irriteret over, at der er kø – kan den vendes om: hvis man forventer, at der er kø bliver man glad hvis der ikke er. Og hvis der er kø er det jo bare som forventet. Eller børn der skal tage overtøj på: hvis man forventer at det tager ½ time kan man blive glædeligt overrasket, hvis det tager kortere tid. Forventer man det tager 5 min, ja så bliver man virkelig tit skuffet og i irriteret humør. Det handler selvfølgelig ikke om at man så bare skal være pessimistisk og tro på en negativ oplevelse hver dag – i håb om i ny og næ at blive glædeligt overrasket. Men i forhold til tilbage vendende episoder som (for) ofte irriterer en, er det for mig en måde at ‘løse’ det på. 

Mit mål er at få mest muligt ud livet :o)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man sige noget godt om noget dårligt?