Man kan hvad man vil

Forleden oplevede jeg at blive et år ældre. Jeg bliver både glad og stolt,  når jeg bliver ældre fordi det ikke er givet. Folk med min sygdom kan være mere eller mindre hårdt ramt, og det er heller ikke alle, der får Diabetes oveni. Så en del af grunden til, at jeg er blevet så gammel, som jeg trods alt er, og stadig har det godt, er selvfølgelig held.

Men jeg vil også gerne selv tage en (stor) del af æren. Jeg har altid taget min sygdom og min behandling seriøst, og før jeg selv kunne, var det mine forældre, der tog min sygdom og min behandling seriøst. Selv ikke i teenageårene gjorde jeg oprør ved at springe min behandling over. Og nu her som voksen gør jeg meget ud af at tage min behandling og passe på min selv. Jeg forsøger at lytte til min krop og give den lige dele hvile og træning. Jeg fokuserer på min kost både pga. min diabetes og for at holde vægten, men jeg forsøger også bare helt generelt at få så god en næring som muligt. Sidst men ikke mindst, så prøver jeg på at være glad og positiv, det er det aller vigtigste for et godt helbred synes jeg – men det er også til tider noget af det sværeste. Overordnet set vil jeg gerne leve et aktivt liv, hvor der er plads til min sygdom, men hvor den samtidig ikke fylder alt.

Jeg tror på, at man et langt stykke hen ad vejen er sin egen lykkes smed, og at man ved vedvarende hårdt arbejde opnå resultater. ’Man kan hvad man vil’ har alle dage været mit motto, og nogle ting skal jeg virkelig kæmpe for (en god karakter i matematik), mens andre ting kommer lettere til mig (planlægning). Dermed ikke sagt, at folk der ikke klarer det så godt som mig, har gjort det dårligt. Vi har alle forskelligt udgangspunkt og vilkår. Men min oplevelse er, at man kan flytte sig, uanset hvor man står, hvis man virkelig vil og kæmper for det.