Vil du komme til middag?

Jeg kan som udgangspunkt rigtig godt lide at have gæster til middag, eller bare gæster generelt. Men jeg synes også, at det kan være ’hårdt arbejde’ både at lave mad, dække bord, servicere undervejs og være social. Jeg vælger altid at prioritere det at være social højest, da det for mig er vigtigere end at servietterne er foldet smukt og at pastaen er hjemmelavet.

Bevares, jeg gad da godt det hele, og jeg nyder også lækker mad. Men for at jeg har kræfter til det hele, og ikke enten halvvejs gennem middagen (eller hvad det nu er jeg holder) går helt død og bare glæder mig til at gæsterne går, eller bare er så stresset, at jeg ikke kan hygge mig, ja så tænker jeg altid i overskuelig mad. Enten noget nemt, noget der kan laves dagen før, noget halvfabrikata eller min hof-ret: tapas.

Der bliver joket med, at man altid skal ‘lave maden selv’, når man er til middag hos mig, fordi jeg mange gange har serveret tapas, eller måske nærmere ost-og-pølse-bord. Men ved at servere dét, så føler jeg, at jeg serverer noget lækkert samtidig med, at jeg ikke skal bruge mange timer i køkkenet. En dessert, som jeg også ofte tyer til er tiramisu, da den kan, og helst skal, laves dagen før. Brunch hos mig er også altid uden æg og bacon, da det skal laves lige før eller nærmest samtidig med at gæsterne kommer. Igen vil jeg hellere prioritere at have overskud til at tale med dem, som jeg har inviteret og ikke stresse, end at bruge al den energi, som jeg ejer og har på maden – især når jeg nu synes, at der er så mange gode løsninger på retter, der er lækre, nemme og som ikke kræver lige så meget af mig som f.eks. æg og bacon.

En anden løsning kunne selvfølgelig også være at bede om hjælp, men der sætter jeg en ære i at klare det selv, når det nu rent faktisk kan lade sig gøre. Hvis bare jeg tænker mig lidt om og har fokus på ikke at ’over do it’, og på at servere noget let og (synes jeg) lækkert, så kan jeg sagtens have 15 til middag.