Hensyn og (selv)medlidenhed

Der er, synes jeg, en hårfin grænse mellem hensyn og medlidenhed. Og så alligevel ikke, men jeg oplever tit at medlidenhed bliver et misforstået hensyn, som jeg ikke bryder mig om. Samtidig betyder det altså , at når jeg aktivt tager afstand fra (selv)medlidenhed frasiger jeg mig ofte også hensyn.

Sådan helt grundlæggende synes jeg ikke der er ret meget, der er synd for mig. Jo, en gang i mellem, når jeg er ekstra syg er det da lidt synd for mig, men i det daglige er det ikke synd for mig, at jeg er kronisk syg. Det er et livsvilkår, som jeg ikke kan ændre på, og hverken medlidenhed eller selvmedlidenhed er konstruktive tanker synes jeg. Det gør jeg meget ud af både at sige til folk og vise det. Men resultatet er at jeg så glemmer at sige, at jeg faktisk gerne vil have, at der bliver taget hensyn en gang i mellem. Når jeg er ude at rejse med mine veninder spørger de altid, hvornår vi skal være tilbage på hotellet, for at jeg kan nå at tage min medicin inden vi skal ud at spise. Dét hensyn kan jeg blive helt rørt over. Men jeg har lært, at jeg ikke kan forvente hensyn, når jeg tager sådan afstand fra medlidenhed – og det er okay. Har man sagt A må man også sige B, og jeg vil hellere undvære hensyn end have medlidenhed. Derfor er jeg også blevet god til selv at bede om hjælp, for jeg vil gerne have hjælp og jeg har også brug for det ind i mellem.

En anden lidt negativ konsekvens ved at jeg ikke selv svælger i selvmedlidenhed og ikke ønsker det fra andre, er at jeg så har svært ved at give det til andre. Medlidenhed altså. Nogle gange er det hårdt og rart med medlidenhed, og det er langt fra alle, der ikke bryder sig om medlidenhed. Misforstå mig ikke, jeg kan sagtens være medfølende og jeg er også som menneske ret empatisk. Men jeg har svært ved at synes, at noget er synd for nogen når det nu ikke er synd for mig. Et tænkt eksempel: jeg hoster normalt meget – det er ikke synd for mig synes jeg, derfor er min logik, at det så heller ikke er synd for andre hvis de hoster. Men det kan det jo sagtens være, for de er ikke vant til det og for dem er det ikke en del af livet, det er noget nyt, flygtigt og hårdt. Så de har faktisk brug for noget medlidenhed, som jeg ikke er i stand til at give. Dog er jeg blevet bedre til at give medlidenhed siden det for ca. 3 år siden gik op for mig, hvordan min logik fungerer og hvordan jeg overfører mit selvsyn til andre.